Pinsefest i Langhusene

Pinsesøndag 19. maj, kl. 13-16

Kom og vær med når vi pinsesøndag fejrer at vi har været i Trekroner i 1 år.
Vi slår dørene op og glæder os til at vise naboer, venner og alle interesserede vores fælleskab.
Tag din nabo under armen og kom forbi til en god kop kaffe, en snak, lækker musik og sjov for børnene.

Dagen byder på:

  • Musik (SagTe)
  • Aktiviteter for børn
  • Kage og kaffe/the ad libitum
  • Salg af øl, og barista kaffe til meget rimelige priser

Musik af SagTe
SagTe er en akkustisk trio, der tumler rundt med sange på dansk og engelsk og hvis sagte musik indimellem skælder lidt ud, indimellem udtrykker melankolske tanker og indimellem fortæller eventyr om fortid, fremtid og den uopnåelige måne.
Læs mere om SagTe og hør et par af numrene her

 

Vi håber I vil komme for fejre dagen med os.

De sidste to boliger er blevet solgt

24. februar 2013

Så er vi blevet fuldtallige! Mens vi går og jubler over at fælleshuset snart er færdigt, kan vi nu også se frem til at lære nye bofæller at kende.

Vi glæder os nemlig rigtig meget til at Mette, Henrik og deres to piger på 4 og 8 flytter ind i nr. 56 og til at Stina og Lars og deres søn på 2 år flytter ind i nr. 58.

 

 

Så er der indgået forlig

3. november 2012

Færdiggørelsen af fælleshuset har trukket ud. Vi har nemlig været uenig med bygherren om en hel del forskellige forhold, som har krævet en afklaring. Nu kan vi heldigvis ligge uenighederne bag os, for efter lange og nervepirende diskussioner og forhandlinger har vi nu indgået forlig.

Nu er håndværkerne igen i gang i fælleshuset og vi håber på at vi kan indvie huset med et brag af en nytårsfest. Vi får se …

Processen bag forliget har trukket tænder ud. Det har både været udfordrende og frustrerende. Vi har skulle blive enige og træffe beslutninger om svære spørgsmål på et tidspunkt, hvor vores fællesskab stadig er meget nyt. Det har været lærerigt. Netop derfor er det en stor glæde, at forliget endelig er faldet på plads.

Men imellem alle møderne og forhandlingerne har der også været tid til sjove ting. Mange er blevet bidt af mountainbike-cykleri, for der er nogen virkelig gode spor i Himmelev skov. Vi har også holdt arbejdsdage, hvor vi har plantet buske og lavet bålplads. Og Halloween-feste var både sjov og skræmmende!

 

Nye bofæller

11.september 2012

Bofællesskabet har fået to nye bofæller nemlig Guldklump og Buster, hvis heldige ejerinder Karla og Astrid, samt alle andre af bofællesskabets børn er meget begejstrede for. Her er det Tilde og Idun, der hilser på dem.

Købsaftalerne for nr. 58 og 60 er også faldet på plads og vi glæder os derfor til at endnu to familier flytter ind i løbet af efteråret. Der er nu kun en ledig bolig tilbage, så tøv ikke med at kontakte os, hvis I overvejer om det er noget for jer.

 

Snobrød

4. september 2012

Mandag eftermiddag var der fri snobrødsbagning i ulvetimen inden aftensmad. Det var bestemt ikke tosset og en dejlig måde at nyde sensommer-solskinnet. Vi glæder os til, vi en dag får et rigtigt bålsted, men indtil da går det helt fint med bålfadet.

Mandag aften gik med det sædvanlige mandagsmøde, hvor dagsorderen bl.a. bød på økonomi.Vi er efterhånden blevet skarpe til at holde dagsordenen og tidsplanen og dermed hyggesnakke lidt mindre til møderne. Øvelse gør mester :-)

Der er nu interesserede familier til samtlige af de tre sidste boliger og flere ligger i forhandlinger med bygherren FB Gruppen. Vi er spændte på om alting falder i hak og glæder os til den dag vi kan være fuldtallige 16 familier.

En spændende lørdag

14. august 2012

I strålende sol mødtes vi i lørdags for at holde workshop hele dagen om vores fælles udearealer. Det blev en rigtig fin dag med mange gode ideer og forslag om bl.a. cykelskure, hindbærbuske, høns og klatretårne. Nu skal ideerne samles og prioriteres, så vi kan gå igang med al det økonomien og arbejdsressourcerne tillader.

I løbet af dagen var der aktiviteter for børnene. De største børn bidrog aktivt med ideer og ønsker og mange af de mindre var på udflugt til forskellige legepladser for på den måde at kunne snakke med dem om, hvilke typer legepladser, de synes bedst om.

Om aftenen samledes vi til sammenskudsgilde og grill, fremlagde de forskellige ideer og snakken fortsatte vist lystigt til hen på de små timer.

Bålhygge og spændende planer om fællesarealerne

6. august 2012

Vi indledte weekenden med lidt hyggeligt spontant bålhygge efter børnene var lagt i fredags. Vi har endnu ingen bålplads, men et stort støbejernsfad, kan også bruges.

Weekenden blev afsluttet med et møde i udearealsgruppen, der er i gang med at udarbejde et forslag til hvordan ønsker som sandkasse, legehus, parkour-bane, trampolin, redskabsskur, cykelskur, tørreplads, kompost, høns, kaniner, bålplads og køkkenhave bedst placeres på grunden. 11. august skal vi nemlig holde fælles workshop, hvor vi skal konkretisere planerne endnu mere, for i løbet af efteråret at afholde nogle arbejds- eller forbedringsweekender, hvor der skal bygges og plantes.

Der er mange planer og vi når langt fra det hele i år, men fint skal det nok blive… med lidt tålmodighed :-)

Eftermiddagskage og sommerstemning

29. juli 2012

I de sidste uger har vi været mange, der har haft ferie. Langhusene har derfor vrimlet med legende børn og der har været herligt mange spontant opstået sociale arrangementer. Det har været dejligt for alle, store som små, at lære hinanden endnu bedre at kende.

Denne søndag var der nogen, der havde bagt kage og rygtet spredte sig hurtigt.

I midten af juli flyttede familie nr. 13 ind og der er nu tre boliger tilbage.

I løbet af sommeren er vi også mange, der har haft travlt med at bygge terasser og så småt plante lidt i haverne. Det er blevet rigtig fint og især nu hvor græsset også (langt om længe) har sat et stopper for “jord- og mudderfesten”.

Vi venter dog stadig på at fælleshuset bliver færdiggjort, men kan i mellemtiden konstatere at vi på trods af dette, alligevel har fået opbygget en masse fællesskab.

Det blev Langhusene …

28. maj 2012

Så fik vi endelig et navn. I formiddags kl. 10 var de fleste af os mødt op til afstemning om et navn til bofællesskabet. Forslagene har længe blafret i kastanjetræet. Der var mange gode bud: Fra Vindhøj og Tophusene, til Dragens Hule og Bofællesskabet Bellis.

Hver person, stor som lille, blev udstyret med tre stemmer i form af tre kikærter.

Vi stemte mange gange og i hver runde, røg et forslag ud. Næsten to timer efter var kikærterne blevet fordelt så mange gange at valget stod mellem Kastanjerækkerne og Langhusene. Valget faldt på Langhusene og kort tid efter sprang Champagnepropperne.

Senere på dagen mødtes vi til sammenskuds-grill-fest og stor hygge.

Hvad skal vi hedde?

25. maj 2012

På ganske få dage er fælleshuset skudt i vejret og det tegner sig til at blive rigtig flot. Højt og stort, men på den rigtige måde.

Lige nu knokles der også med at færdiggøre udearealerne. Der er kommet asfalt på parkeringspladsen, men vi venter stadig utålmodigt på, at der bliver sået græs. Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi er trætte af jord og byggestøv og længes efter græs under de bare tæer. Men vi må vente lidt endnu.

Ikke desto mindre hygger vi os herude. Børnene har allerede lært hinanden at kende på kryds og tværs. Vi har set, at det med at hente hinandens børn i en svæver vending ikke kun var en drøm og vi glæder os hver dag over spontane små og store sociale sammenrend i og omkring vores huse.

En af de ting, der diskuteres en del for tiden, er hvad bofællesskabet skal hedde. Bæredygtigt Bofællesskab går bare ikke rigtig i længden!

Lige nu kan man derfor se en masse navneforslag blafre i vinden under et af vores metro-kastanjetræer. Der er forslag fra både børn og voksne og på mandag går det løs med at kåre en vinder.

- og husk. På mandag er der også åbent hus kl 12-13. Kom forbi, hvis du er nysgerrig og vil se en af de 3 sidste ledige boliger og møde nogen af os.

Fælleshuset

21. maj 2012

På denne dejlige solskinsdag ankom elementerne til fælleshuset. – Og få timer efter ankomst begyndte huset at skyde op.

Vi har været spændte på denne dag. Hvor højt bliver huset? Hvor stort virker det, når man kigger fra vores vinduer osv.? Der er aktid stor forskel fra tegninger til virkelighed.

- Men altså, hvor vi glæder os til at tage det i brug!

Åbent hus

7. maj 2012

Vi holder åbent hus søndag 13. maj og 28. maj (2. pinsedag), begge dage kl 12-13. Her er der mulighed for at se et hus som er beboet og et at de 4 ledige huse.

Boligerne kort fortalt:
113 kvm. i to plan – indrettet med 4 værelser på 1 sal, 2 badeværelser og et lækkert åbent Svane køkken. Opført i lavenergiklasse 01. Fælleshuset på 192 kvm. skal danne ramme om fællesspisning 3-4 gange om ugen, fester og hobbyaktiviteter. Kontantpris: 2.695.000

Kom og besøg os, hvis I også synes at fællesskab med respekt for privatlivet, egen have og fællesspisning som socialt samlingspunkt og aflastning i hverdagen, lyder som noget for jer.

13. april kan du møde Vivian og Thomas, samt Sofie og Vahid

28. april kan du møde Lars og Karolina, samt Ditte og Christian.

Læs om dem og resten af bofællerne her

 

En måned siden vi overtog – og en udflugt i anledning af 1. maj

1. maj 2012

Det er nu ved at være en måned siden vi de fleste af os overtog vores boliger. De fleste flyttekasser  er pakket ud, børnene er startet i institution og vi er ved at vende os til livet herude.

I morgen overtages den første bolig i A-bloggen og til weekenden flytter endnu to familier ind.

Vi mangler stadig vores fælleshus, som vi håber vil blive færdigt i løbet af sommeren. Men så længe kan vi ikke vente på fællesspisningen. Derfor har vi startet en lille turnus, hvor vi opdelt i 4 hold spiser sammen 3 familier af gangen i tre uger, hvorefter man skifter hold. Første “fællesspisning” blev afholdt i sidste uge og det var en stor succes. Det lader også til at det er helt fint for børnene at få en blød start inden vi alle er samlet i fælleshuset.

På trods af at grunden unægtelig stadig ligner en byggeplads, at græsset lader vente på sig og at jorden i regnvejr forvandler sig til en enorm mudderpøl, er humøret højt. Den primære årsag til det, er selvfølgelig os selv og hinanden. Der er god kemi herude, det er dejligt at se at børnene knytter sig til hinanden og engagementet er stort hos de voksne.

Da 1. maj er institutionslukkedag i Roskilde, var vi mange hjemme i dag. Vi tog derfor på udflugt til en fin bålplads i Himmelev Skov med snobrødsdej og madkurv. Det blev en super dag. Dejligt at blive bedre kendt med hinanden, med området og naturen i nærheden.

 

Så fik vi endelig nøglen …

3. april 2012

I løbet af i går og i dag har 11 ud af 12 familier fået overdraget nøglen og er nu blevet husejere.

Vi har set frem til dette øjeblik med spænding, forventning og sommerfugle i maven, for alle har på deres måde knoklet mod dette mål. – Og nogle i årevis!

Vores huse er blevet rigtig fine og meget forskellige. På trods af elementbyggeriets karakter er det imponerende, hvor forskelligt 11 familier vælger at sammensætte planløsninger, gulvtyper og køkkenindretninger.

Ved afleveringsforretningen blev boligen minutiøst gennemgået for fejl og mangler. Småting heldigvis, for håndværkerne har gjort sig umage. Men heldigvis for udbedringen, går de stadig rundt lige uden for døren.

Selve grunden bærer nemlig stadig præg af at være en byggeplads. Den sidste stang skal først stå færdig 1. maj og fælleshuset regner vi med er færdigt i slutningen af maj, måske først midt i juni.

De første er allerede flyttet ind i dag, en del rykker ind morgen og nogle venter til efter påske.

 

Det nærmer sig …

29. marts 2012

På mandag og tirsdag i næste uge går det løs. Vi glæder os til at overtage nøglerne til vores nye boliger.

Der mangler en endnu en del og derfor knokles der  nærmest i døgndrift på byggepladsen. Her er solafskærmningerne på sydfacaden ved at komme på plads.

Travlhed inden overtagelsen

22. marts 2012

Spændingen stiger, flytning er bestilt, overtagelsesdagen nærmer sig.

Der er mange detaljer at holde styr på her i ugerne inden overtagelsesdatoen: Husforsikring, lånebetingelser, postkasseanlæg og affaldssortering. Listen er lang.

Længe har grunden lignet den byggeplads, den også er. Men nu tager det fart. I de sidste dage er jordbunkerne blevet kørt væk og den muldjord, der har været skrabet væk under byggeriet er blevet fordelt. Håndværkerne har i den forbindelse været så flinke at arrangere lidt af jorden i volde og bunker, som vil give lidt ekstra sjov på den kommende legeplads. Nu mangler vi bare lidt græs, men det går heldigvis hurtigere end man tror.

Vi håber også på at få plantet nogle træer, der er blevet “hjemløse” i forbindelse med metrobyggeriet i København, bl.a. nogle fine lindetræer fra Kgs. Nytorv og et pæretræ fra Halmtorvet.

Altanerne er også kommet op og vindfangene i træ på nordfacaderne er på trapperne.

Nu er der snart kun en måned til …

26. februar 2012

1. april nærmer sig og dermed dagen hvor vi får overdraget nøglerne til vores nye boliger.

Spændingen stiger. Der knokles ude på grunden for at nå det hele og vi bofæller har også nok at se til med at holde styr på alle detaljerne. Facadebeklædningen er ved at komme på og selvom altaner, vindfang og en hel del andet mangler, begynder husene at tage form.

Fælleshuset er længst fra at være færdigt og her er foregår der i øjeblikket en dialog med FB Gruppen og alt fra placering af elstik i køkkenet, til gulvbelægning og akustik.

For nogen er der kommet styr på institutionspladserne til børnene. Andre venter stadig i spænding på brevet fra pladsanvisningen. Alt i alt havde vi igen masser at drøfte på dagens fællesmøde.

 

Nytårskur

4. februar 2012

Dejlig dag i Trekroner!

Vi holdt nytårskur på Skademosegård og fik både mulighed for at se hinanden og hvordan byggeriet skrider frem.

Det er godt at se sine kommende bofæller, særligt nu, hvor indflytningsdagen nærmer sig og det vi har tænkt, snakket og drømt om så længe pludselig er helt tæt på.

Som altid var maden og selskabet forrygende og skattejagten, der ledte os forbi byggegrunden, gav varme i de vinterkolde kinder.

Rejsegilde

15. december 2011

Sikken en mærkedag! I dag var der rejsegilde på Jernaldermarken.

Roskilde kommunes borgmester Joy Mogensen var med, da håndværkere, bygherre og os bofæller markerede dagen i fællesskab.

Læs Frederiksborg Amtsavis’ reportage fra dagen her

Vi var rykket ind i Nicolas og Pias hus, hvor der var tændt for gulvarmen, så der var varmt trods kulden udenfor.

Først sagde Peter fra FB nogle ord, dernæst vores forkvinde Ditte og til sidst borgmesteren Joy Mogensen, som lærte os det særlige Roskilde hurra: Først tre normale hurra’er og dernæst tre korte. Nu må vi være klar til at blive rigtige Roskilde borgere!

Til slut var det bare med at gå om bord i pølsevognen, der var bestilt til lejligheden.

Kom til infomøde 13. december

1. december 2011

Kom til infomøde i VerdensKulturcentret på Nørrebro tirsdag 13. december kl. 19.

Få en præsentation af projektet, mød nogle af bofællerne og få svar på dine spørgsmål. Adressen er Nørre Allé 7, 2200 Kbh. N.

Giv os gerne et praj om du kommer på info@bofaellesskabet.dk. Du er også meget velkommen til bare at møde op.

Glæder os til at se dig!

Indtil da glæder vi os over at se, at to stænger nu er opført som råhuse og gulvvarmen er ved at blive lagt i fælleshuset.